Første møde med ugl en
Hun vågnede med et sæt. Fuldmånens stråler havde ramt hendes
ansigt, og nu var hun lysvågen. Lidt derfra lød en krages hæse
skrig igennem skoven. Hun halvt sad, halvt lå på en stor sten,
hvorfra hun kunne læne sig op ad træstammen af et gammelt
egetræ, der stod i en lysning i skovens midte. Bare det ikke var
for sent, nu hvor hun var kommet til at blunde lidt.
Hun smilte, nej, det var det helt rette tidspunkt, ligesom hun
havde læst sig til, at det skulle være. Fuldmånen viste sig stadig
mellem grenene på træerne og sendte stråler af lys ned igennem
den mørke og stille skov. Hun ventede. Stille. Bladene på træerne
knitrede lidt i den blide vind, men ellers var her helt stille. Hun
kunne høre og mærke hjertet banke. Hun mærkede træstammen,
hun lænede sig op ad, ligesom sitre af energi.
Hun rejste sig stille. Stod der i lysningen midt i skoven, mens månen
langsomt bevægede sig op mod kanten af grenene. Kragen
skreg hæst igen. Hun så en skygge bevæge sig mellem grenene
tæt på, hvor hun stod. Intet havde hun hørt, og dog mærkede
hun, at den pludselig sad der – stirrende på hende, som om den
afventede noget af hende, eller at noget skulle ske.
Så var øjeblikket der. Det øjeblik hun havde ventet på. Hun nynnede
stille en lille rytmisk melodi. Ordløst. Sendte sin egen energi
og opmærksomhed mod månens fulde ansigt, som hun havde
læst sig til, at man skulle, og hun overgav sig til sin intuition at
lede hende videre. Lige nu stod månen helt rigtigt. Lige i kanten
af grenene. Og her trak hun så alt, hvad hun kunne af fuldmånens
energi ned til sit eget energilegeme. Gennem de øverste af
grenene. Ned til det øverste af hendes hoved og videre gennem
kroppen. Hun blev euforisk af energi. Hendes krop sitrede. Hun
fyldte sin krop med fuldmånens energi som en tørstende, der
drak al det vand, der kunne være i kroppen på en gang. Gennem
hvert eneste chakra i hendes krop, som hun nu følte blev vakt til
live. Hun trak vejret dybt helt ned i lungespidserne. Energien var
intens.
Så var øjeblikket forbi. Men månen lyste nu mere kraftigt – fri af
grenenes skygger. Der blev lyst omkring hende, og hun sansede
nu den ugle, der sad og så ned på hende mere end før. Som om
den stadig ville hende noget. Der blev sagt om ugler, at de er kloge
og viise. Hvad mon den ville hende?
Hun spejdede efter den, men den var svær at få øje på mellem
de mørke grene. Endnu sværere nu, hvor månen lyste skovbunden
op, så mørket blev mere intenst mellem grenene. Men så
pludselig lavede den en bevægelse med kroppen, rystede fjerene,
lydløst, men hun sansede bevægelsen mellem grenene.
Øjeblikket efter sad uglen på grenen lige over hende, skråt oppe,
så hun kunne se den. Lydløst havde den flyttet sig, så den nu
var tættere på hende. Hun følte sig helt rolig og afslappet. Hun
mærkede en indre tryghed ved uglen, som den sad der og stadig
iagttog hende – skarpt – med sine store lysende øjne. Som om
den vurderede hendes værd. Nøje.
Hun lukkede øjnene et øjeblik, og straks følte hun uglens nærhed
intenst. Hun holdt øjnene lukkede for bedre at kunne koncentrere
sig. Den viste sig for hende, lige ud foran hendes ansigt.
Hun oplevede, at hun så den direkte ind i dens øjne. Og med
det samme vidste hun, at uglen var kommet for at være hendes
kraftdyr. Hun blev svimlende glad og følte en vild kontakt med
den store fugl.
Hun åbnede øjnene og så, at uglen stadig sad på grenen over
hende og stirrede på hende. Mere skete der sådan set ikke. Bare
stilhed og intens energi imellem hende og uglen. Hun lukkede
øjnene og følte sig så meget i kontakt med uglen, at hun et øjeblik
følte, som om hun selv var uglen, og en tanke strejfede hende:
måske oplevede den så til gengæld, at den var en del af hende?
Hun svælgede i følelsen af den frihed at kunne flyve stille og tyst
igennem skovens træer, hvilket hun oplevede intenst i sin meditative
verden. Hun så, at alt kunne ses skarpt og tydeligt der
i nattemørket. Sikken flugt mellem træerne. Sikke et syn gennem
mørket, hvor hele skovbunden stod lysende klart og skarpt
tegnet op. Alle bevægelser blev bemærket. Hun svævede lydløst
igennem den stille skov som en ugle.
Kragens skrig kaldte hende tilbage. Hun var i sin egen krop igen.
Med sit eget begrænsede syn. Hun mærkede dog stadig det euforiske
i oplevelsen. Uglen var kommet til hende. Lige i det øjeblik,
hvor hun trak månens kraft ned igennem sig. Det var vildt.
Hun så op mod grenen, hvor uglen havde siddet, men opdagede
lidt sørgmodigt, at den ikke sad der mere. Men kontakten til den havde hun, og den ville hun helt sikkert tage med sig.
Fra hun var barn havde hun ofte gået alene i skoven, som lå lige
over for forældrenes hus, hvor hun voksede op. Hun havde fundet
fjer, som hun havde samlet og forsøgt at få rede på, hvilken
fugl der havde lagt dem som gaver til hende. Fjer tryllebandt
hende altid. Der var ligesom en aura omkring dem, en særlig
kraft fra fuglen, som havde efterladt fjeren. Hun elskede lydene i
skoven, kendte de små stier og havde et særligt udvalgt yndlingssted:
Her ved den store sten ved egetræet i lysningen. Det var her,
hun følte en særlig stemning. Følte sig fuldstændigt hjemme og
nærmest ét med skoven. Det var hendes hemmelige sted.
Hun havde besluttet sig for at lave sin første udesidning i en fuldmåne.
Hun havde læst meget om det, og nu ville hun prøve det.
Og det havde været lige så fantastisk, som hun havde forventet.
Nu følte hun, at hun var på rette vej i sin udvikling. Det var de
her oplevelser, hun havde læst så meget om og længtes efter. Nu
gjorde hun det. Nu mærkede hun det. Nu blev oplevelserne virkelige.
Hun rejste sig og bevægede sig stille hen mod stien gennem skoven,
havde en smule svært ved at orientere sig der, hvor månestrålerne
ikke nåede igennem, fordi månestrålerne lyste så kraftigt
op nogle steder, at mørket blev tæt omkring hende. Hun lo
lidt, nu kunne hun godt bruge uglens gode nattesyn. Øjeblikket
efter forekom det hende, at hendes syn faktisk blev mere klart
gennem mørket.
Hun fandt stien, og her var månestrålerne så klare, at stien var
oplyst, så det var let at finde vej.
Af og til knækkede små kviste under hendes fodsåler, og hun
lo igen ved sig selv. Hun var ikke lydløs som uglen, men måtte
beundre den måde dens fjer kunne dæmpe lydene på, så den
pludselig var til stede tæt på.
Nu så hun lyset fra det lille hus lige over for skoven, hvor hun
boede, og småløb hen imod det, fordi nattekulden alligevel var
krøbet ind i hendes krop, mens hun havde blundet op ad træstammen.
Nu mærkede hun kulden helt ind i kroppen på trods
af hendes skiftevis gang og småløb. Hun trak sin kappe tættere
ind mod kroppen og nåede snart efter døren til huset. Selv om
hun stadig småfrøs, vendte hun sig om og betragtede fuldmånen
igen. Natten var helt stille. Hun trak vejret dybt og langsomt og
gik så nølende ind i huset.
Hun smålo igen indeni, mens hun stille – som uglen – bevægede
sig rundt i huset og gjorde sig klar til at gå i seng. Uden at vække
nogen i familien. Hun havde ikke lyst til at snakke med nogen
nu. Ville beholde oplevelsen helt for sig selv, fordi den var så
stærk og betød så meget for hende. Stille som uglen. Tanken om
oplevelsen i skoven gjorde hende igen helt euforisk og sitrende
af en særlig spændt energi dybt inde i kroppen. Hun havde fået
sit første kraftdyr. Og uglen var kommen til hende helt af sig selv.
Det varede noget tid, inden hun kunne falde i søvn. Det var, som
om uglen stadig sad og vogtede over hende og passede på hende. Det føltes trygt og rart. Så faldt hun endelig i søvn.
Næste morgen vågnede hun stille af sig selv, og stadig med lukkede
øjne lå hun længe og huskede på mødet om natten med
fuldmånens stråler og kontakten til uglen. Hun elskede dette
særlige øjeblik mellem søvnen og den såkaldt virkelige verden.
Hun strakte sig og mærkede igen denne euforiske energi i kroppen
fra om natten.
Hendes mor kaldte på hende. ”Sofia, er du vågen?” Hun mærkede
en modvilje mod at vågne helt op. Det var meget mere spændende
og nærværende at være her midt mellem drømmeverdenen
og virkeligheden. Moderen kaldte igen. Åh ja, hun blev nok nødt
til at svare og at være til stede i denne verden. Hun mumlede noget,
der kunne minde om: Jeg kommer nu. Og prøvede at blive
mere nærværende med den tilstand, de fleste kalder virkelighed.
Hun stod op, gik ud og vaskede sig, tog en sommerkjole på og gik
nedenunder til sine forældre og sin lillesøster, Maja, som allerede
sad ved morgenbordet. ”Nå”, sagde hendes mor, ”var du så ude og
opleve fuldmånen i nat, som du havde planer om?” ”Ja”, svarede
hun, med munden fuld af brød og ost, ”det var helt fantastisk.
Månen lyste hele skoven op, og det gav en magisk stemning og
energi.”
”Var du slet ikke bange derude i mørket?” spurgte hendes far.
”Nej, slet ikke”, svarede hun, ”mørket er jo bare fravær af lys, skoven
er jo helt, som den plejer at være, den ser bare anderledes ud.
Stierne kender jeg jo ud og ind, jeg er vist den af os her i familien,
der har været mest ovre i skoven.” Hendes forældre smilede og
nikkede til hende.
Hun ville ikke indrømme de overvejelser, der havde været optakten
til hendes natlige besøg i skoven, og hvorfor skulle hun?
De blev jo gjort helt til skamme i forhold til de magiske oplevelser,
hun havde haft i nat. Og egentlig havde hun ikke lyst til at
fortælle om det. I hvert fald ikke endnu. Det var, som om hun
var bange for, at oplevelsen kunne miste sin kraft, sin magi, hvis
hun fortalte om det. Så det var bare ”en fantastisk oplevelse af
fuldmånen”.
Maja så beundrende op på hende. ”Det tør jeg altså ikke helt alene.
Men måske en aften, hvis jeg kan følges med dig?” Sofia så
på sin lillesøster, som var et par år yngre end hende selv. ”Man
skal helst gøre det alene, Maja, ellers kan du ikke fuldt ud opleve
skovens magi. Men vi kan da godt prøve det en aften, hvor du
har lyst til at opleve fuldmånen i skoven.” Hun følte sig pludselig
meget storesøsteragtig og kunne godt høre, at det måske lød lidt
overlegent over for Maja, men det røg lige ud af hende, før hun
fik tænkt sig om. Og det var jo ikke forkert, måske skulle hun
bare have formuleret det lidt mere kærligt. Men Maja lod til at
forstå, hvad hun mente, så det var sikkert ok. Og måske havde
Maja i virkeligheden ikke den største lyst til det alligevel, men det
nok bare var et udtryk for nysgerrighed. Maja havde aldrig vist
skoven mere end overfladisk interesse.
Hun følte ingen trang til at fortælle familien om sine oplevelser
med uglen. Dem ville hun også holde for sig selv. Endnu vidste
hun jo heller ikke, hvad det betød at have uglen som sit kraftdyr.
Hun havde haft en uimodståelig trang til at læse om naturens
kraft og magi, og hun havde læst om kraftdyr, men i praksis var
det måske noget andet. En ugle. En stor rovfugl, der stille bevæger
igennem skovens grene, uden at ramme en eneste med vingerne.
Helt styr på vejene igennem grene og blade, og hvor der
findes føde, som bare bevæger sig den mindste smule. Det var
både hendes oplevelse fra om natten, og hvad hun vidste om ugler.
Nu glædede hun sig til at lære den at kende som sit kraftdyr.
Hun var lidt stille ved morgenbordet. Deltog ikke i de andres
smalltalk, men sad mere i tanker over nattens oplevelser. Dejligt
at have sommerferie, så hun kunne fordybe sig i andre ting end
gymnasiets lektier og krav. Frihed var vigtigt for hende, det var
hun klar over. Hun vidste også, at hendes interesser lå langt fra
de andres i hendes klasse, så hun holdt lav profil.
Men lige nu kunne hun nyde at fordybe sig ind i magiens verden,
som hun følte sig kaldet til.